Høstfest 2014

Lørdag den 11. oktober 2014 var der indbudt til Høstfest i Skur & Jollelauget.

44 personer havde takket ja til indbydelsen og kom glade og feststemte kl. 1300 til Marinaens smukke fælleshus hvor der var dækket festligt op med duge på bordet pyntet med efterårets løv - diverse glas til de flydende varer, der bestod af udsøgte vine og bayersk øl, hertil havde "Det Gamle Bageri" i Syvsten fremtryllet en kulinarisk menu bestående af helstegt pattegris med diverse tilbehør og efterfølgende hjemmelavet is.

Efter at formanden, Hans Erik Lund Hansen, havde budt velkommen i sejlerstuen hvor man skålede med et glas mousserende vin gik man til det smukke bord hvorefter snakken snart gik lystigt, alt blev vendt: Den nye udvidelse af Frederikshavn Havn - marinaens situation - ferieminder - fiskeri - indkaldelse til debatmøde d. 28. oktober og meget meget mere.

Men selv om der blev festet i fælleshuset gik livet sin vante gang på havnen, der blev afrigget både og nogle kom på land ved hjælp af havnens kran og Niels Helledies mobilkran. Jo! havnen er kommet ind i efteråret, men når vejret arter sig fra sin smukkeste side er det ik' så ring' endda.

Dagen var ved at gå på held da de sidste gæster forlod festen, mættet af god mad og vin og gode indtryk af dagen.

Der var nu kun det kedelige tilbage: OPRYDNING!! Her er vi medlemmer laugets bestyrelse en stor tak skyldig. Det er bestyrelsens, og måske især kvindernes, ære at det atter blev en god fest.

TAK

Mogens Munch