11-05-08
Frederikshavn Marina - et aktivt fristed
AF: PETER BANDHOLM
Forårssolen skinner hvidt
over Frederikshavn Marina. Alligevel
bider vinden i kinder og hænder på de
sejlerfolk, som har taget hul på den nye
sæson, hvad enten deres båd er kommet i
vandet igen eller venter på land.
Samtidig fyldes luften af dumpe drøn fra
nedramningen af pæle ved Bro 3, mens der
et andet sted foretages en nødvendig
uddybning efter vinterens tilsanding.
Aktiviteterne er i fuld gang. Der svabes.
Der males. Der pudses. Der sludres og
hygges. Og lidt godmodig drilleri hører
sig også til, når sejltid bliver
kommenteret eller skrog, sejl og
indretning kommer på tale.
Det sociale samvær
Et aktivt fristed i den travle
bys travle hverdag, og der lægges da
heller ikke skjul på, at det sociale
samvær er af stor betydning og samler
mange af marinaens faste folk både i og
uden for sæsonen. Ikke mindst efter, at
et nyt klubhus er taget i brug, og det
er sejlerfolk fra det meste af
Vendsyssel, der har fået plads til deres
aktive fritid ved fortøjningsbroerne.
Kirsten Christiansen fra Sindal er på
båden, mens hendes mand, Søren
Christiansen, er på arbejde, og hun
fortæller, at familien, som også
omfatter to børn på 16 og 12 år, lægger
ud så tidligt som muligt, så det er bare
med at få båden klar.
- Vi har haft båd i 10 år og har altid
ligget her i Søsportshavnen, som nu
hedder Frederikshavn Marina, fortæller
Kirsten Christiansen, mens hun svinger
svaberen over dækket på båden, der har
navnet ”Wet`n Wild” – Våd og Vild.
- Det navn har vi givet vores båd, for
den er våd, når den kommer i vandet, og
den er vild, når den sejler. Den har
rigelig plads til hele familien, og
derfor kan vi også vælge lange ture.
Således er det planen, at vi skal til
Bornholm i år.
Plads til flere både
Interessen for at være med i marinaens
fællesskab er så stor, at Bro 3 nu
forlænges, så der bliver yderligere godt
14 pladser alt efter, hvor store eller
små de kommende både er. Derudover skal
der ved Bro 1 etableres flere såkaldte
”færgelejer”.
Ikke uden stolthed fortæller
havneassistent Leif Olsson,
Frederikshavn, om udvikling og fremtid
for Frederikshavn Marina, som er en
privat havn, der ejes af bådfolket. Der
er også enkelte sejlere, der har lejet
sig ind, og alt efter bådpladsens
størrelse betales der fra 2000 kr. til
5000 kr. årligt for de ca. 350 pladser,
som marinaen råder over.
- Det er et godt sted at være, siger
Leif Olsson, der udover at tage sig af
alt det administrative arbejde, som en
aktiv søsportshavn medfører, naturligvis
også selv har en båd i marinaen, og
stolt-
heden og glæden over marinaen deles
fuldt ud af Roland Brunshøj og Svend
Erik Jensen, begge Frederikshavn.
En ekstra hånd
De har haft fast bådplads i marinaen
siden 1980 og 1997, og Roland Brunshøj
lægger ikke skjul på, at selv om det kun
blev til et par ture sidste år på grund
af vejret, så var han da på havnen
alligevel. Han håber naturligvis på
bedre sejlvejr i år.
- Ja, det sociale har stor betydning,
siger Svend Erik Jensen. Vi kender alle
hinanden. Vi drilller selvfølgelig også
hinanden, men er der brug for en ekstra
hånd, så er vi klar – året rundt.